Mors erindringer fortalt til Vita 6. februar til 22. juli 2013.
Jeg er født den 27. februar 1929 på Løvegade nr 65 eller 66 i Slagelse som nummer 7 ud af en søskendeflok på 10:
Esther er født 12. januar 1919, Aksel født 2. juni 1920, Finn født 17. februar 1922, Bent født 21. maj 1923, Minna født 2. marts 1925, Jan født 14. januar 1927, Inge født 27. februar, Gunni født 5. august 1931, Leon født 1. maj 1935 og Sonja født 16. maj 1937. Jan og Leon døde inden de fyldte 1 år.
9 måneder gammel flyttede Far og Mor til Stenstuegade nr 15, et hus med tre lejligheder som mine bedsteforældre ejede. I den første lejlighed boede Bedstefar og Bedstemor (Fars forældre), vi boede i midten og en 3. familie boede i den sidste lejlighed der bestod af et værelse med køkken.
Vores lejlighed bestod af tre værelser samt et køkken. Aksel havde en seng for sig selv, Bent og Finn delte en, det samme gjorde Minna og jeg, og Esther lå i stuen på divanen.
Min far var tømrer og desuden frivillig brandmand og min mor gik hjemme men gik også med aviser. Det var et godt ægteskab, der var ingen skænderier, men Fars vilje var lov. Far holdt mest af Esther og Mor mest af Sonja. Jeg var ikke specielt knyttet til nogen af dem, men meget til min bror Gunni, vi var altid sammen.
Mor var tidligt oppe for at sende mand og børn af sted. Far var næsten altid arbejdsløs om vinteren men fik understøttelse. Han brugte en del tid på at strikke bluser og trøjer til børnene og lavede også sutsko med såler af filt. De strikkede bluser og trøjer blev meget beundret i skolen af kammeraterne.
Ved siden af os boede min fars forældre, som vi kaldte Bedstemor og Bedstefar. Jeg havde et godt forhold til mine bedsteforældre og fik gaver af dem. Minna var jaloux og ødelagde en cykelhest som jeg havde fået. Minna var bange for Bedstemor, som drillede hende fordi hun suttede på finger.
Bedstemors yndling var Esther men Gunni og jeg kunne hun også godt lide.
Bedstemor blev ramt af en hjerneblødning, der forårsagede en halvsides lammelse og gav hende talebesvær. Hun døde da jeg var omkring 7 år og vi børn var inde at se hende som død. Det var almindeligt for børn at se de afdøde men ansigtet var dækket.
Gunni og jeg fortsatte med at komme hos Bedstefar, der døde kort før sin 85 års fødselsdag. Hver søndag gik han til bageren og købte flødeskumskager fra dagen før til Gunni og mig. Vi tegnede og legede med påklædningsdukker inde hos ham.
Bedstefar kom ikke meget hos os, de sidste år fik han mad, som Mor havde lavet, ind til sig selv.
Min mors forældre boede i Sorø og blev kaldt Bedstemor og Bedstefar i Sorø. Det var nogle dejlige mennesker, som vi cyklede ind til to til tre gange om året. Jeg var også på ferie hos dem sammen med to kusiner og moster Edith i otte dage. Det var en dejlig ferie. Men jeg var ikke så tæt knyttet til dem som mine bedsteforældre i Slagelse.
Jeg var også på ferie hos moster Konstance og onkel Ejner. Det var en sjov ferie hvor onkel Ejner legede med os børn. De havde selv børn, Ib og Ida som var på alder med Gunni og mig. Konstance og Ejner udvandrede til Venezuela i 1938 men kom tilbage allerede året efter.
Også på Lolland var jeg på ferie hos morbror Helge og tante Emma. I det hele taget var det almindeligt at sende sine børn på ferie hos søskende.
Jeg var tæt knyttet til Gunni. Folk troede at vi var tvillinger fordi vi var lige store, jeg voksede ikke så stærkt på grund af kirtelsvaghed. Aksel tog sig meget af os. Han lavede en vogn, der var malet med Snehvide og dværgene, til at sætte bag på cyklen og så kunne vi sidde i den mens Aksel kørte os til stranden.
Finn interesserede sig ikke for sine mindre søskende og Minna var en enspænder, der genert og bange for alt ofte gemte sig under bordet.
Esther var allerede ude at tjene inden jeg kom i skole. Bent ville gerne have været tømrer eller snedker men måtte ikke for Far, der ikke ville have konkurrence, så derfor endte han ved postvæsenet. Men Bent var en meget dygtigere håndværker end Far.
Finn og Aksel flyttede på et tidspunkt ind i den etværelses lejlighed, der lå på den anden side af vores lejlighed, men det gik ikke for Aksel var et rodehoved, så han flyttede ud igen.
Jan har jeg i sagens natur ikke set da han blev født og døde før jeg blev født. Men Leon så jeg, en meget køn dreng, der døde da han var 6 måneder. Han var Bents et og alt og derfor blev Bents søn opkaldt efter ham. Leon fik kighoste og lå på spisebordet og fik damp i et telt. Da han døde blev han lagt i en kiste i soveværelset og vi var inde at se ham. Jeg følte ikke noget specielt ved det, døden var en naturlig ting.
Jeg fik mæslinger og Gunni fik skoldkopper og da vi havde overstået det, byttede vi sygdom. Stakkels Sonja, som lige havde lært at gå, fik begge sygdomme på en gang. Sikke hun så ud.
Jeg blev let syg og fik endda skarlagensfeber to gange, noget der blev antaget for ganske umuligt. Dengang skulle man på hospitalet i isolation og mine forældre måtte stå udenfor på en stige for at kigge ind til mig. Det var hårdt.
Første gang jeg var indlagt, var der en modbydelig sygeplejerske der nev patienterne og tog hårdt på dem, men vi sladrede ikke. Da jeg anden gang var indlagt lå jeg og græd af angst for at møde den sygeplejerske igen, men jeg blev trøstet med at den onde sygeplejerske ikke kom, hun måtte ikke passe børn mere.
Jeg fejrede jul på hospitalet første gang jeg var indlagt, men julegaverne måtte jeg ikke få med hjem på grund af smittefaren. Så da jeg anden gang var indlagt og skulle fejre fødselsdag, bad jeg om først at få mine gaver når jeg kom hjem. Far havde lavet et flot dukkehus til mig.
Efterfølgende var jeg altid træt. Når jeg kom hjem fra skole, måtte jeg ikke lægge mig i min seng, så jeg tog frakke på og lagde mig ud i legevognen. Så blev Mor klar over at der var noget galt og tog mig til lægen. Han mente at jeg skulle på sanatorium, men Mor var ikke meget for at sende sin datter til et fremmed sted og så langt væk i tre måneder.
Jeg kom dog af sted, et halvt år blev det til, på Refsnæs Sanatorium fra først i maj måned til sidst i november, og her havde jeg det godt. Det var et himmerige og jeg savnede slet ikke Mor og Far. Jeg fik besøg hver anden søndag af Mor, Far og Sonja.
En af mine skolekammerater var også på sanatoriet og det var dejligt.
Jeg ville dog gerne hjem til jul, men det var en skuffelse for jeg var vant til megen plads og kom hjem til små stuer. Far og Mor var glade for at få mig hjem og vi fik kyllingesteg til aften, men da de var gået i seng, græd jeg, for jeg syntes slet ikke, jeg kunne ånde i de små rum. Den nat drømte jeg, at jeg kom tilbage til Refsnæs.
Når vi havde fødselsdag, vågnede vi gerne tidligt om morgenen og fik gaver. Det var både legetøj og mere praktiske gaver. Der var ingen særlig fødselsdagsmiddag, kun hvis fødselsdagen faldt på en søndag. Der var heller ingen gæster, men Bedstemor fra Sorø kom somme tider, Bedstefar skulle gerne arbejde.
Vi havde nogle faste traditioner om sommeren. En sommerudflugt der for eksempel kunne gå til Københavns Zoologiske Have eller Tivoli. Sådan en tur skulle der spares op til og Far havde en stor pung med et rum til hvert barn. Vi børn gik med aviser og mens vi gik i skole, fik vi to kroner om ugen. En krone skulle i pungen, 50 øre gik til Julens Glæde (en opsparing til gaver til jul) og 50 øre til os selv. Gunni og jeg fik også ekstra drikkepenge af kunderne, men det vidste Far og Mor ikke noget om. Pengene soldede vi for.
Somme tider tog vi til Korsør for at se havnen, eller til Skælskør. Vi cyklede også til stranden og gik i vandet. Far gik med os i vandet mens Mor blev på land.
I det hele taget var vi af sted hver søndag, i skoven eller Anlægget eller ud til Galgebakken, to høje hvorfra folk i gamle dage blev hængt. En påskesøndag var vi gået herud, Esther var med sin mand Kaj og lille datter Jette, da der blev blæst luftalarm i Korsør, Skælskør og Slagelse. Vi sad og så flyvemaskinerne flyve over Galgebakken.
Om vinteren tog vi ikke på tur. I stedet læste Far højt for familien, der sad rundt om bordet. Det var blandt andet bøger af Morten Korch samt søsteren Johanne Korch, men også klassikerne. Mor strikkede imens.
Andre gange spillede vi kortspil eller Æsel. Vi legede også omkring bordet. Far hentede en ting i køkkenet for eksempel en våd karklud som gik fra hånd til hånd under bordet. Vi måtte ikke kigge imens. Det gjaldt om ikke at grine, men det kunne være svært hvis det var en klat brun sæbe der gik rundt.
Når det blev jul lavede vi selv julekalendere. Gunni lavede en til mig og jeg en til ham. Først i december skrev vi ønskesedler alle sammen. Gunni og jeg slog os gerne sammen om gaverne, så kunne der blive en større gave til den enkelte.
Mor bagte småkager og kogte klejner. Aksel havde en kammerat, Gunnar, der var bud hos en slagter. En gang kom han med hestefedt og det blev brugt til at lave æbleskiver af, det var de bedste æbleskiver.
Vi havde kun lidt julepynt til at pynte stuen op med, men vi gik i samlet trop op til Torvet og købte juletræ og Gunni og jeg måtte bære det hjem.
Far pyntede juletræet. I soveværelset blev sengene skilt ad og det hele blev sat over i vaskehuset. Træet blev så pyntet med levende lys, glaskugler og klokker, fehår samt hjemmelavet pynt. Vi måtte først se træet når vi skulle danse om det.
Bedstemor og Bedstefar var med juleaften så længe de levede. De fleste af mine søskende kom hjem til jul så vidt det var muligt. Vi fik flæskesteg eller andesteg, under krigen blev stegen stegt hos bageren for at spare på gassen. Til dessert fik vi risalamande men under krigen fromage. Der var ikke noget der hed mandel og mandelgave.
Efter maden samledes vi børn i køkkenet. Finn vaskede op og vi andre tørrede af, det kunne ikke gå for stærkt.
Far tændte juletræet bag lukket dør og vi blev kaldt ind. Næh og Ih og Åh lød det. Far havde en grammofon og den sang for og vi sang med. Der var ingen gaver under træet, de lå inde i pulterkammeret, pakket ind med gavemærker på. Vi blev bænket rundt om spisebordet, Far lukkede døren op og gik ind for at hente en gave, afleverede den til rette vedkommende, der lukkede den op og først da blev der hentet en ny pakke. Det kunne tage ret lang tid for vi gav gaver til alle søskende og vores forældre. Der var både legetøj og praktiske gaver.
Nytårsaften havde Far købt fyrværkeri og efter maden skulle vi ud og se det blive affyret. Det var flot at se.
Om vinteren når der var sne, var vi tit ude for at kælke.
Jeg gik i skole, Vester Skole, der lå i St. Pedersgade. Mit yndlingsfag var regning. Når et nyt skoleår begyndte, var der kappestrid om at regne flest stykker og blive færdig med bogen. Vi rettede hinandens stykker.
Mit hadefag var fysik. Vi havde en rigtig dårlig lærer, han var hysterisk og dem der sad på forreste bænk blev overset.
Håndarbejde kunne jeg godt lide. I første klasse skulle vi lære at strikke og jeg spurgte om det skulle være ret eller vrang. Far havde lært os alle at strikke.
Vi gik i blandede klasser indtil 4.-5. klasse hvor klasserne blev kønsopdelt, og jeg gik 7 år i skole. Jeg er aldrig blevet slået i skolen men fik engang en eftersidningstime fordi jeg havde glemt at skrive en stil. Aksel, Finn og Bent har dog prøvet at få af spanskrøret.
Jeg havde ingen veninder for jeg legede mest med Gunni. En lidt yngre kammerat, Inge Schul, legede jeg lidt med.
Da jeg skulle konfirmeres, var der ikke råd til nyt tøj. Jeg arvede Minnas konfirmationskjole, en lang hvid kjole, samt hendes andendagstøj, en spadseredragt der havde været beige i forvejen men som blev farvet brun. Jeg fik nye sko til konfirmationen men ikke til andendagen. Jeg fik nogle sko efter en tante, de var med høj hæl og jeg brugte dem aldrig.
Jeg blev konfirmeret i St. Mikkels Kirke i april måned af pastor Nørgaard. Konfirmandundervisningen foregik i præstegården der lå i den modsatte ende af byen.
Bedstemor fra Sorø, Bedstefar og et par mostre var på besøg samt nogle af mine søskende. Mors veninde lavede maden men jeg kan ikke huske hvad vi fik at spise.
Far og Mor gav mig ingen gave da de jo holdt festen. Jeg fik flere gaver men kan kun huske at jeg fik en ring af sølv. Jeg mener også at der var en sang men kan ikke huske fra hvem.
På andendagen gik vi over på skolen selv om vi havde fri. Vi delte ud, det var gerne flødeboller, og snakkede om konfirmationen og gaverne. Om eftermiddagen gik vi på cafe Lindeskov, en bager med cafe ovenpå.
Efter skolegang gik jeg på ungdomsskole om aftenen hvor jeg lærte husholdning og håndarbejde samt forplantning. Drengene havde sløjd. Mange holdt sammen, gik og snakkede i Anlægget. Nogle begyndte også at komme sammen og enkelte blev gift.
Jeg gik også i biografen tit.
9. april 1940 var jeg hjemme hos Mor og Far. Vi blev vækket tidligt om morgenen. Bent skulle dele brød ud tidligt på kasernen men kom hjem og vækkede os. Han fortalte at tyskerne havde besat Danmark og soldaterne var lukket inde på kasernen. Vi blev bange og jeg spurgte Mor hvad krig var, men jeg fik ikke rigtig noget svar. Jeg turde ikke gå i skole men Mor sagde at jeg roligt kunne gå. Der var dog ingen undervisning den dag, vi sad og snakkede om det der var sket. Klasselæreren havde familie i Norge, der også var blevet besat, og var urolig.
Hverdagen fortsatte med de begrænsninger der var, varemangel overalt. Det var ikke til at få margarine, så nu fik vi smør. Det havde vi aldrig fået før. Ellers klarede vi os fint fordi vi både havde duer, høns og kaniner. Gunni og jeg skulle stjæle græs på skråningerne til kaninerne. Vi havde et segl til at slå det og det blev samlet op i en sæk. En grosserer sagde at vi ikke måtte samle græsset, da han havde købt det af kommunen. Far fik lidt brændsel ude omkring i de kolde vintre.
Det var ikke til at få tøj. Det man kunne få fra Kontantforretningen skulle man skrives op til. Ellers gik vi i noget der hed Maksimaltøj, det var tøj af celluld lavet af kemisk fremstillet cellulose. Det var ikke særlig godt og holdbart tøj.
Mor og Far snakkede om krigen og vi lyttede til radioen. Vores radio kunne i begyndelsen ikke tage London men det kunne Bedstefars, så Far og Mor gik ind til ham og lyttede. Senere fik vi en radio der kunne tage London.
Jeg mener ikke der var nogen af mine brødre der deltog i modstandskampen. Finn og Aksel skulle have været soldater, men Finn kom ind ved politiet som føl og Aksel kom til brandvæsenet. Det blev kaldt kylling. Det gjaldt så som deres værnepligt. De skulle møde så snart der blev blæst luftalarm, hvilket var tit.
Under en luftalarm gik vi ind i pulterkammeret, mens Finn og Aksel gik ind til Bedstefar og sad i hans spisekammer, det var sikkert for granatsplinter. Ingen granater sprang dog i nærheden. Der var mest sabotage.
Minna og jeg blev engang forfulgt af nogle tyskere, da vi kom ud fra biografen, men vi slap fra dem og løb hjem.
14 år gammel gik jeg ud af skolen. Jeg havde en formiddagsplads hos elektricitetsværksbestyreren men sov hjemme. Her gjorde jeg rent og vaskede op. Jeg skulle være der fra 7-14 og det fik jeg 25 kr om måneden for. Jeg var ikke så glad for at være der og blev også sagt op da konen blev gravid og skulle bruge en heldagspige.
Næste plads var hos et ældre ægtepar der var over 70 år gamle. Det var også en formiddagsplads, hvor jeg skulle vaske gulve, også på hovedtrappe og bagtrappe. Det foregik nede på knæene. Det var søde mennesker, også her fik jeg 25 kr om måneden, men til fødselsdag og jul fik jeg lidt ekstra af konen. Manden måtte ikke vide noget.
Jeg sagde selv op, da jeg ville have en heldagsplads.
Mens jeg var hos dette ægtepar, skete der noget der har præget mit liv længe. Jeg havde siddet hjemme og hørt engelsk radio om morgenen, det var i 1944 omkring det tidspunkt at Kaj Munk blev myrdet. Jeg var forsinket og løb men så, at der nede på hjørnet er forsamlet en del mennesker mere eller mindre påklædte. De stod og snakkede, sagde at jeg ikke måtte gå derned, fordi der lå en mand dernede der var skudt. Jeg så dog en skikkelse ligge på gaden og der var en del blod. Jeg troede først at det var opkast.
Jeg løb tilbage, buldrede på døren og Mor lukkede op. Jeg græd og var meget chokeret, fortalte at der lå en mand omme i Herrestrædet, der var blevet skudt. Mor sagde, at hun godt vidste hvem det var. Det var Rosaskos svigersøn. Rosasko havde fiskeforretningen oppe på Torvet, han var tysker og havde boet i Slagelse i mange år. Svigersønnen var den øverste i værnemagten i Slagelse og jeg havde tit fulgtes med denne mand når jeg skulle på arbejde. Det var et held at jeg netop denne morgen var forsinket ellers kunne jeg have vært vidne til et mord.
Jeg blev fulgt på arbejde af Finn, vi gik en anden vej. Finn fulgte mig i lang tid efter og om natten lå jeg og sov mellem Mor og Far fordi jeg var bange. Det lagde grunden til min mørkeangst.
Et par dage efter blev vores læge skudt som hævn af tyskerne. Han blev skudt i konsultationen af en patient under en øjenundersøgelse. Tyskerne sagde at der ikke måtte være begravelse af lægen, men borgmesteren sagde, at vi begraver vores døde som vi altid har gjort. Der har aldrig nogensinde været så mange til en begravelse. St. Mikkels Kirke var fyldt plus hele kirkepladsen og Rosengade. Tyskerne holdt sig væk.
Efter at have sagt op fik jeg en heldagsplads hos lektor Staun, der havde kone og to børn på henholdsvis 2 og 6 år. Her havde jeg det godt, jeg boede hos familien og passede børnene. I det hele taget følte jeg mig som en af familien. Jeg havde fri hver anden søndag plus ½ dag i midten af ugen og for det fik jeg 40 kr om måneden.
Engang var familien på ferie og da de kom tilbage, var sengetøjet væk. Jeg blev ikke mistænkt for jeg fik at vide, at navnet Ringbo borgede for hæderlighed. Senere kom jeg i tanke om at sengetøjet var blevet vasket lige før ferien og derefter sendt til rulning og derfra var det ikke blevet hentet. Det blev nu bragt i orden.
Den aften frihedsbudskabet lød, var jeg hos lektor Staun hvor jeg passede børnene. D var hos genboen for at høre nyheder fra London. Fru Staun kom løbende og fortalte nyheden og jeg fik lov at løbe hjem. Vi var meget glade, snakkede og jublede. Der var ingen bål i gaden, men mørklægningsgardinerne blev straks revet ned og vinduerne, der ikke måtte åbnes ud til gaden, blev lukket op.
Næste dag var fru Stavn i byen, men hun kom hurtigt tilbage og fortalte at der var fest på Torvet og jeg fik lov at løbe derop. Her var der fællessang og engang imellem kom der lastbiler fyldt med nøgne kvinder der var blevet klippet skaldede. Jeg syntes det var ok, de havde gjort så meget fortræd og angivet selv deres nærmeste til tyskerne. Der blev råbt og hujet af kvinderne.
Jeg var hos lektor Staun i næsten 2 år, men ville gerne videre. Børnene var nu så store at de ikke behøvede barnepige mere.
Minna skulle giftes med Emil og hun spurgte om jeg ville have hendes plads hos Kargaard Thomsen, en direktør i et stort engrosfirma. Jeg skulle være barnestuepige og det var lidt bedre lønnet. Jeg passede et barn på ca 5 år, der gik i børnehave og gjorde også rent i børneværelset, soveværelset og badeværelset. Kokkepigen Anna, sørgede for stuerne.
Fruen var normalt meget sød og flink, selv om hun lyttede ved dørene. Vi fik hver meget til jul, penge og en cardigan.
Men året efter blev fruen meget ondskabsfuld. Hun var blevet gravid mod sin vilje, ønskede ikke flere børn. Ægteparret fik en søn og jeg skulle give ham mad da fruen ikke ønskede at amme. Den første måned var der en barneplejerske, søster Grethe, med hjemme og det var af hende jeg lærte at passe børn.
Fruen blev så ondskabsfuld til sidst at både Anna og jeg sagde op, vi ville ikke finde os i mere. Far og Mor sagde aldrig noget til at jeg sagde op.
Jeg fik fat på Esther for at høre om hun ikke kunne finde en plads til mig, jeg ville gerne væk fra Slagelse, og det lykkedes hende at skaffe mig en plads i Brugsen i Sengeløse og året var 1948. Nu skulle jeg for alvor ud og prøve vingerne.
Familien jeg kom til bestod af brugsmanden samt hans kone og datter Margit på 10 år. Jeg skulle være ung pige i huset og der var store forhold. Jeg skulle lave mad til familien samt to kommiser og en ekspeditrice. Arbejdstiden var fra 6-18, om sommeren til 19. Grunden til at brugsen åbnede så tidligt var, at vejmanden skulle ind og købe øl om morgenen, dengang vidste jeg ikke at han skulle blive min svigerfar.
Jeg var ret glad for at være der. Fru Kristensen havde sukkersyge og kunne være lidt spids, men var ellers god nok. Når hun ikke havde det så godt, gik hun ind til sig selv.
Brugsmanden drak engang imellem og forholdet mellem mand og kone var ikke altid godt.
Jeg ville egentlig gerne se noget andet og havde sat en annonce i avisen efter en ny plads, jeg fik 10 tilbud men tog imod et fra Skanderborg hos en familie der var i familie med lektor Staun. Familien behøvede ingen anbefalinger, dem havde de fra lektor Staun.
Grunden til at det aldrig blev til noget, var, at fru Kristensen prøvede at begå selvmord med piller. Brugsmanden opdagede det selv og konen blev kørt til udpumpning på Gentofte Hospital. Det var ikke sikkert at hun ville overleve, så Margit skulle ind og se sin mor. Imens kom faster Anna, en veninde til fruen over for at hjælpe og hun overtalte mig til at blive fordi fruen var syg. Da fruen kom hjem igen, lovede jeg at blive og støtte dem i den svære tid på betingelse af at jeg måtte gå til dans i Tåstrup
Jeg havde fri en eftermiddag om ugen samt hver anden lørdag og søndag, men det blev sjældent til noget fordi jeg ikke havde nogen steder at tage hen. Man blev ikke lukket i kredsen af unge fordi brugsens pige var en man holdt sig fra. Jeg gik endda til gymnastik for at lære andre at kende men blev ikke lukket ind i kredsen. Derimod blev jeg gode venner med en af kommiserne, Pedersen. Ham var jeg på ferie med i Jylland hvor vi cyklede rundt og boede på vandrehjem. Folk troede vi var kærester men det var vi ikke, kun venner.
Vi begyndte at gå til dans sammen med den anden kommis. Jeg dansede standarddans med forskellige partnere på Siesta i Tåstrup. Vi cyklede frem og tilbage. Kommiserne fulgte mig fordi jeg var mørkeræd.
Jeg kendte godt Povl i forvejen, som en af vejmandens sønner og havde også danset med ham til baller. Povl dansede på sportsholdet og manglede en partner. Jeg troede ikke at jeg kunne følge med, men det mente danselæreren, Kaj Kofoed, godt at jeg kunne. Jeg betingede mig dog at jeg skulle følges helt hjem og ind. Sådan blev jeg forelsket, det var i 1949.
Min kommende svigermor lugtede hurtigt lunten. Hun var jordens dejligste kvinde og var glad for at jeg fandt sammen med hendes søn. Jeg var den datter som hun altid havde ønsket sig, hendes egne døtre havde hun et dårligt forhold til.
Jeg havde Povl med hjemme for at præsentere ham for Mor og far. De var lidt reserverede over for ham, de skulle lige lære ham at kende først. Esther og Kaj kendte ham selvfølgelig i forvejen og de andre søskende accepterede Povl hurtigt.
Engang imellem overnattede jeg hos Povl og hans bror Harry havde også sin kæreste, Inge, overnattende, men det havde min kommende svigerfar luret. Så han stillede sig op nede ved havelågen og grinede, når jeg kom forbi på vej til brugsen. På landet var der et mere afslappet forhold til det at sove sammen inden man blev gift.
Anderledes var det hos mine forældre. Der måtte Povl sove i stuen, mens jeg sov i børneværelset.
Vi blev ringforlovet på min fødselsdag i 1950, den 27. februar. Jeg aftalte med brugsmanden at jeg kunne blive ved med at tjene hos ham også efter brylluppet, indtil vi fik en lejlighed. Det var ikke almindeligt når man først var blevet gift.
Vi var på ferie sammen på Bornholm om sommeren 1950 med telt og cykler. Ingen af os havde været på Bornholm før, men vi fik set det hele på en uge. Derfra tog vi hjem til Sengeløse og cyklede så videre til Slagelse.
Vi blev gift den 6. januar 1951 klokken 16 i St Mikkels Kirke. Det var et beskedent bryllup for Far og Mor havde ikke råd til noget stort. Esther syede min brudekjole og sløret blev købt færdigt. Jeg betalte selv for min brudekjole mens Povl lejede sit kjolesæt.
Familien fra Sengeløse havde lejet en bus til at køre sig til Slagelse og sammen med min familie var de med i kirken. Bagefter blev Povl og jeg kørt i taxa til Stenstuegade.
Mors veninde havde lavet maden og serverede men jeg kan ikke huske hvad vi fik at spise.
Aksel boede i Bedstefars gamle lejlighed og her dansede vi brudevals efter en grammofon, senere blev der danset en del. Vi fik en del sølvtøj i bryllupsgave.
Der blev kastet ris efter os da vi kørte ned til Karen og Bent. De havde sammen med Aksel redt brudeseng og Aksel havde malet et skjold der hang over sengen. Det var meget flot. Om natten sov Karen og Bent i stuen.
Jeg fik også en morgengave af Povl men kan ikke længere huske hvad.
Da vi kom tilbage til Sengeløse fortsatte vi med at bo hver for sig mens vi søgte efter lejlighed. Vi søgte blandt andet i Tranevænget i Brøndby men fik det ikke. Det var meget svært at få lejlighed dengang.
Om efteråret fik vi en lejlighed hos maler Emma hvor Esther og kaj havde boet. Her havde vi et soveværelse, en stue og et køkken. Og et lokum i gården i et udhus. Vi var ikke så glade for at bo der for Emma var meget nysgerrig og havde en psykisk syg søn der også var maler. For eksempel kunne han finde på at tæve bilen når den ikke ville starte. Jeg var meget bange for ham.
Jeg stoppede i brugsen da vi fik lejlighed men kom så ud på Katrinebjerg som var et sindssygehospital. Her gjorde jeg rent sammen med Esther. Arbejdet var meget anstrengende og jeg tabte mig. Da jeg blev gravid måtte jeg holde op.
Det var en planlagt graviditet og vi var meget glade. Jeg fik megen opmærksomhed fra mine svigerforældre, men for mine egne forældre var det bare endnu et barnebarn, nummer seks i rækken af 21.
Vi var hele 10 der var gravide i Sengeløse på samme tid.
Jeg døjede en del med kvalme men ellers forløb graviditeten som den skulle. Min svigermor og jeg lavede mange planer. Hun sagde at jeg skulle komme med det samme jeg fik veer. Det var planlagt at jeg skulle føde på en klinik i Glostrup, jeg tror at Povl var lidt nervøs ved tanken om at stå alene med en fødende kvinde.
Jeg gik op til mine svigerforældre om eftermiddagen og sad og spillede kort sammen med Povls bror Asger, der var hjemme på grund af et brækket kraveben. Da det blev aften ville jeg gå hjem og lave mad til Povl men det kunne der ikke være tale om. Vi spiste hos mine svigerforældre. De skulle ud og spille kort med kortklubben om aftenen, så det blev Inge der ringede til klinikken i Glostrup da der var 5 minutter mellem veerne. Vi tog en taxa til klinikken og så blev Povl sendt hjem for at vente, sådan var det dengang. Jeg havde veer det meste af natten men fik lidt bedøvelse til sidst.
Klinikken ringede hjem til Farfar og farmor da jeg havde født min datter. Povl kom på besøg om formiddagen og han var glad.
Jeg bestemte mig for, at jeg ikke ville føde på klinik mere, for jeg så kun min datter når jeg skulle amme. Det var ikke rart. Jeg lå hele 10 dage på klinikken inden jeg kom hjem.
Da jeg havde erfaring med babyer fra tidligere, var jeg ikke særlig nervøs ved at komme hjem med min datter.
Fordi jeg var bange for sønnen i huset, gik jeg altid op til farmor når morgenarbejdet var overstået, og hvis jeg ikke kom, kom hun ned for at se om alt var i orden.
Vi kunne ikke blive enige om et navn til vores datter, så det endte med at vi måtte trække lod og jeg vandt. Povl ville gerne at hun var kommet til at hedde Anni. Vita blev døbt allerede måneden efter fordi vi skulle hjem til Slagelse i anledning af min fars 60 års fødselsdag. Barnedåben blev holdt hos Farmor og Farfar.
I foråret 1953 blev jeg indlagt med et galdestensanfald på Gentofte Hospital og opereret. Esther havde været gennem samme tur efter Jettes fødsel. Imens blev Vita passet hos farmor og farfar. De var begejstrede over at måtte passe Vita, men jeg var knap så begejstret da jeg kom hjem og fandt ud af at de havde ladet hende sove med lyset tændt. Jeg havde et værre hyr med at få hende vænnet af med det.
I løbet af foråret 1953 blev situationen for uholdbar hos maler Emma og Povl spurgte kromanden om vi kunne låne hans sommerhus sommeren over. Her flyttede vi op og boede sommeren over. Det var primitive forhold, for eksempel måtte vi op på kroen for at komme på toilettet. Imens vi boede i sommerhuset satte Povl lejligheden i stand på Ydermarksgården. Den havde vi fået lovning på mod at han satte den i stand selv.
Jeg var blevet gravid igen og døjede noget med kvalme. Farmor kom på besøg og lugtede lunten. Er lillebror på vej, sagde hun. Farmor havde ry for at kunne se på øjnene når kvinder var gravide, og havde forudsagt det mange gange i tidens løb. Jeg ved ikke hvad det var hun kunne se.
Desværre skete der det at Farmor blev indlagt på Gentofte Hospital med et hjerteanfald. Hun var klar over at hun skulle dø, men lå alligevel et stykke tid. Farmor var meget ked af det, nu glemmer Vita mig. Jeg fik lov til at tage Vita med en enkelt gang ind på hospitalet.
Der var ingen til stede da Farmor døde en tidlig morgen i august måned. Farfar kom op til sommerhuset og fortalte hvad der var sket. Han var helt knust. Povl tog med på hospitalet for at se sin mor.
Med hjælp fra Vagn fik vi fat på alle søskende der kom hjem efterhånden. Vi var samlet sidst på eftermiddagen og spiste sammen om aftenen.
Begravelsen foregik fra Sengeløse Kirke der var fyldt til bristepunktet og bagefter var der begravelseskaffe på kroen.
Farmor var ganske enestående og jeg savnede hende frygtelig meget.
Om efteråret flyttede vi på Ydermarksgården. Vi havde stue, soveværelse samt køkken. Og vores eget lokum der var indrettet i værkstedet. Her blev Steen født om foråret inde i stuen, jeg nød at kunne føde hjemme.
Vi boede ved siden af Ejner og Lisbeth, som vi kom godt ud af det med og spillede kort med en gang om ugen. De havde to drenge der var på alder med vores børn.
På den anden side af gården boede Else og Edvin der ejede gården og oven over dem boede Carl og Rita.
Vi havde et lysthus lavet af halmballer. I landsbyen blev det kaldt nudistlejren fordi Lisbeth og jeg tog solbad dernede. Mangen en kop kaffe er blevet drukket her mens børnene legede i den lille sandkasse.
Esther og Kajs piger, Jette og Lone var hver år på ferie på Ydermarksgården. Det ville de gerne skønt de var mange år ældre end vores børn.
Vi fortsatte med at gå til dans og fik Lisbeth til at passe børnene. Senere blev også Vita og Steen meldt ind til dans.
Det var ofte tordenvejr og vi stod altid op hvis uvejret kom om natten. Vores papirer var pakket ned i en taske og børnene blev pakket ind i hver sit tæppe, så vi hurtigt kunne komme ud ifald lynet skulle slå ned. Lynet slog engang ned i kloakken lige ude i gården. Povl sad ved vinduet og så en ildsøjle stå op ad kloakken, det var skræmmende.
Vi ville gerne have vores eget hus og sparede derfor sammen. Vi købte en byggegrund i Tåstrup på Parkvej. Farfar var ikke glad for tanken om at vi skulle flytte for jeg gjorde rent for ham efter Farmors død. Det var ikke noget jeg fik løn for, det lå bare i kortene at det var min pligt.
Vi kiggede på mange huse, især et i Tåstrup var godt, men til sidst endte vi med at købe hus på Duevej i Glostrup efter at have solgt byggegrunden i Tåstrup. Mens vi flyttede passede Esther børnene. Det første jeg gjorde da vi var flyttet, var at gå over på skolen og melde Vita ind. Hun skulle starte i skole et halvt år efter.
For at det ikke skulle blive for stramt økonomisk, fik jeg arbejde som hjemmesyerske. Først syede jeg aber af plys og senere forklæder for samme mand. En overgang syede jeg dukketøj til små dukker, siden luffer. Børnene hjalp mig med at vende dem, de fik 1 øre pr luffe. Jeg har også syet kjoler og undertøj. I ti år hjalp jeg med økonomien.
Vi fik hurtigt en hund fordi Povl ikke kunne lide at jeg var hjemme alene, han kendte jo også til min mørkeangst. Den første hund vi havde, var en collie ved navn Bella, men den blev hurtigt syg og måtte aflives. Så fik vi en schæfer, den hed også Bella.
I begyndelsen af tresserne fik vi råd til at have telefon, siden kom der også bil samt fjernsyn til huset.
I begyndelsen af 1965 opdagede jeg at jeg var blevet gravid igen. Det var ikke helt planlagt, men da der ikke var fri abort, vænnede vi os hurtigt til tanken om en lille ny. Pia blev født i december, bare 8 dage før jul. Vita og Steen var meget glade for hende.
Årene er gået med glæder og sorger. Vi fik 6 børnebørn og indtil nu også 6 oldebørn, som vi var meget glade for. Sidste år mistede jeg desværre Povl og det blev rigtig hårdt at være alene tilbage. Man forstår først når man har prøvet det, hvor svært det er at være alene.