Glostrup 2000
En lille erindring om mit liv som barn og ungt menneske.
Jeg er født den 22. marts 1928 som nummer 4 ud af en børneflok på 8, 2 piger og 6 drenge. Jeg er født på Torstholm i et lille husmandssted på 6 tønder land. Torstholm var en del af Sengeløse kommune som i 1972 blev slået sammen med Høje Tåstrup Kommune.
Mit barndomshjem eksisterer ikke mere, det er revet ned og der ligger nu en stor villa længere ned mod skoven.
Fra lille af måtte vi hjælpe til med det vi kunne, for eksempel bære brænde ind til Mor til komfur og kakkelovn. Siden hen hjalp vi med at fodre og vande kreaturerne og muge ud. Det gjaldt også grise og høns. Ja vi lærte det alt sammen hjemmefra, at man skal lære at yde før man kan nyde Ligeledes at møde til tiden både i skolen og på arbejde, det er der mange der kunne tage ved lære af i dag.
Jeg kom i skole i april 1935, da jeg fyldte 7 år. De to første år skulle jeg gå i Vadsby lille skole hos Fru Kællermand medbringende en tavle og griffel samt et penalhus af træ og en rygsæk som Mor havde syet. Alt dette skulle vi have med hjemmefra. Penalhuset lå altid i bunden af rygsækken, det var et godt forsvarsmiddel (et tip fra mine ældre søskende) hvis man skulle blive generet på vejen frem og tilbage. Så af med rygsækken, et godt slagværktøj. Tavlen var under armen for ikke at knække.
Der var 2 km til skole på gåben. Den blev senere nedlagt, omkring 1940-41, og var kun til 1. og 2. klasse. Derefter blev alle samlet på Sengeløse Centralskole.
Jeg gik i Vadsby lille skole fra april til sommerferien begyndte. Sidst i juni blev jeg syg og kom på sygehuset, der lå på Nylandsvej, en afdeling af Frederiksberg Hospital. 7 år gammel blev jeg opereret for benmarvsbetændelse på højre ben af overlæge Wulff. Først fra knysten og halvt op på skinnebenet, men ca en måned senere blev jeg opereret helt op til knæet.
Jeg lå i sengen i ca 8 måneder ud i en køre uden at være oppe. Julen 1935 holdt jeg på hospitalet og jeg har aldrig fået så mange julegaver som jeg fik det år. Jeg var blevet alles kæledægge, fik gaver fra næsten alt personale, læger og sygeplejersker. En stor brandbil magen til ”Lillebæltsbroen” som den rigtige stigevogn de havde ved Københavns Brandvæsen. Den fik jeg af overlægen.
Jeg var det eneste barn, der lå på den afdeling, ellers var det kun voksne. Dengang var der ikke noget der hed børneafdeling. Børn lå på samme stue som de voksne. Gentofte Hospital var ikke færdigbygget dengang.
Besøg hjemmefra fik jeg meget sjældent, ca en gang om måneden. Det var en meget lang rejse for Mor og Far at komme derind og der var kun 2 timers besøgstid om eftermiddagen. Far skulle jo passe sit arbejde og Mor stod for bedriften derhjemme og så var det en hel dags rejse frem og tilbage.3 km på cykel op til rutebilen til Ålholm Plads og så sporvognen derfra. Rutebilen gik kun 3 gange om dagen.
Der var en flink oversygeplejerske som lærte mig at regne, ca 2 timer hver eftermiddag, når hun var færdig, for hun skulle alligevel vente for at komme hjem med bussen. Hun var gift med en gårdmand i Herstedvester. Jeg besøgte hende i flere år efter at jeg var kommet hjem, lige indtil jeg kom i lære.
Efter 8 måneder i sengen skulle jeg lære at gå igen. Det startede med at jeg fik en rulleskøjte spændt på mit højre ben, som jeg skulle køre frem og tilbage med på et bræt, der blev lagt i sengen og for at træne benet op igen. Ca 2 timer om formiddagen og det samme om eftermiddagen, for jeg kunne overhovedet ikke gå eller støtte på benet. Da jeg havde øvet mig i ca en måned, blev jeg sat op i en ring med 4 hjul, som jeg skulle øve mig at gå i. Men jeg hang for det meste i armene for det gjorde ondt bare at støtte på benet. Til sidst fik jeg lært at gå inde i den, den kunne jo ikke vælte.
Da overlæge Wulff så det en dag på sin stuegang, løftede han mig op og så fik jeg to små stokke og så begyndte det hele forfra igen. Det var meget svært at holde balancen, jeg faldt meget, men efter nogen tid fik jeg det lært trods alt. Efter endnu en periode gik det fint, men så tog de den ene stok fra mig og så startede det hele forfra igen for 3. gang. Igen efter en periode slet ingen stok, men jeg fandt ud af at bruge væggen en del af tiden, selv om de var efter mig, for det måtte jeg ikke. Til sidst lykkedes det, selv om jeg vraltede meget i begyndelsen.
I al den tid havde jeg en gipsbandage fra hoften og helt ned omkring foden, kun tæerne var fri. Denne bandage blev skiftet en gang om måneden det første år, selv efter jeg var kommet hjem og var begyndt forfra i 1. klasse igen. Jeg havde en stor elefant støvle på og så havde jeg fået den ene stok med hjem.
Sådan startede jeg igen i skolen, men der var stadig 2 km at gå og det tog sin tid at gå så langt, men sådan var det. Der var næsten gået 1 år og i den tid var mit højre ben blevet 26 mm kortere end det venstre og det har det været siden i 70 år efter. Derfor halter jeg en del når jeg går.
Efter ca 2 år med gips som blev skiftet hver måned, blev der lavet en læderbandage på Ortopædisk Hospital med en stålskinne på hver side og som blev snøret foran, lige som en langskaftet støvle med snørebånd fra knysten og op på låret. Den skulle jeg så tage af hver aften, jeg måtte ikke ligge med den om natten. Jeg gik med den i ca 2 år med diverse kontroller hver 4. måned. Den dag den blev fjernet helt, efter ca 4 år i alt, fik jeg læderbandagen og den lille stok med hjem som minde af overlæge Wulff, men læderbandagen forsvandt sammen med stokken da vi flyttede fra Torstholm til Sengeløse i 1949 op til den nye villa Mor og Far havde bygget. Jeg havde ellers gemt dem som erindring, men jeg tror at Mor og Far lod dem forsvinde. De kunne ikke lide at jeg blev ved at bevare dem. Jeg har aldrig kunnet finde dem siden.
Som 12årig begyndte jeg at stable tørv i diverse tørvemoser i året 1940. Efter skoletid til langt ud på aftenen, så længe jeg kunne se. Det lavede jeg i 2 somre, for jeg ville gerne i lære som urmager eller elektriker. Men for at komme i lære skulle jeg have 2000 kr på en bankbog, sagde min far. Jeg kunne få kost og logi hjemme, men cykel og tøj skulle jeg selv sørge for. Til sammenligning havde min far dengang en årsløn på omkring 6000 kr.
Jeg gik kun 6 år i skole grundet min sygdom. Jeg blev konfirmeret 12. april 1942 men jeg nåede at få samlet de 2000 kr sammen da jeg var godt 14 år. At få en læreplads var næsten håbløst, jeg var mange steder, men ingen havde brug for nogen. Et af stederne i Tåstrup, hos installatør Dahl, fik jeg den besked at det kunne jeg godt glemme alt om, for jeg var for lille.
Så var jeg tilbage igen i tørvemosen hele dagen og arbejdsdreng om vinteren på Sengeløse Metalvarefabrik. Der kunne jeg også komme i lære som værktøjsmager, men det havde jeg ikke lyst til dengang.
Ved et tilfælde kom vores slagter, der kørte rundt og solgte kød til forbrugerne, så en dag hjem til Mor og hun spurgte ham om ikke han kendte en som havde brug for en lærling. Jeg var heldig at han privat kom sammen med en elektriker, som siden blev min læremester.
Ca 15½ år gammel kom jeg i lære den 1-10-1943 hos Peter Andersen i Hedehusene, Hovedgaden 63, til en start løn af 14 øre i timen det første år. 48 timers arbejdsuge, en ugeløn på 6,72 kr med en stigning til 27 kr om ugen det sidste år. Jeg var lærling i 4 år og blev der 2½ år som svend.
Mens jeg var i lære, gik jeg på aftenskole om vinteren fra kl 18 til 21, 5 dage om ugen direkte fra arbejde, da jeg ikke kunne nå hjem og tilbage igen. Så jeg måtte vaske mig i koldt vand og klæde om i Mesters vaskehus, selv om det frøs 10 grader udenfor. Derefter over til Hedehusene Station og med toget til Roskilde, og gik så derfra ned til Teknisk Skole der lå 20 minutters gang derfra. Og så ind i et varmt klasseværelse hvor over halvdelen af os lærlinge faldt i søvn ved bordene, for mange af os havde været udendørs det meste af dagen.
Når skolen var forbi kl 21 gik jeg op til toget igen, tilbage til Hedehusene og så havde jeg 7 km hjem på cykel i al slags vejr. Jeg var hjemme ca kl 23 og fik den varme mad, der havde stået i ovnen fra da de andre havde spist. Og så var det ellers tid at komme i seng, jeg skulle jo op igen næste dag kl 06.30. Arbejdstiden var fra kl 8 til kl 16.30 med ½ times frokost.
For at komme hjem om aftenen fra Hedehusene havde jeg fået udstedt en passerseddel fra den tyske værnemagt, for der var udgangsforbud efter kl 22. Passersedlen betød at jeg måtte være ude til kl 23.
Da jeg rejste fra min læremester efter 6½ år, tog jeg til København hvor jeg kunne få 1 kr mere i timen end mester ville give. Jeg kom hos Søgård i 2 måneder – E. Andreasen i 2 måneder – Viggo Dencker i 17 år – Bruun og Sørensen i 13½ år – Semco 1 år og 2 måneder – Bryde Christiansen i 9 måneder – Semco igen i 7 år. Jeg nåede aldrig at få en fyreseddel, jeg sagde selv op og var heller ikke arbejdsløs i hele min karriere.
Af større pladser jeg har haft med at gøre er: en villa på Frihedsvej i Hedehusene, som var mit svendestykke, kælder, stue og 1. sal på 40½ time. Det fik jeg udmærkelse for. Jeg var mesters lærling nr 25 han havde haft, så den dag var han stolt over at det endelig var lykkedes for ham.
Af andre steder kan jeg nævne: 40 rækkehuse i Greve og Hundige – Hurlumhej på Dyrehavsbakken, da det startede – 24 klublejligheder i Vendersgade – ca 50 huse med potte- og højtryksfyr rundt omkring – alle sirenerne på Frederiksberg, efter krigen blev de udskiftet – Astrid Roksvigs Fødeklinik i Søborg + 9 sygeplejeboliger dertil – Nygårdsparken i Kgs Lyngby – Svanemølleværket – Loftsektionen i Nordhavnen – 120 lejligheder på Jægersborg Allé – 40 lejligheder, Vintapperhuset ved Jægersborg Station – 2 fabriksbygninger i Bagsværd – Herning Beholderfabrik på Amager – Levaldsvænge i Kgs Lyngby – 120 lejligheder + butikscenter i Vangede – 12 lejligheder + HB butikscenter i Gentofte – Metalock Skibsskruefabrik (svensk) på Avedøre Holme – Brd Dahls kontorbygning i Glostrup Vesterled – Det gamle Lærlingehjem om til hotel ved Søerne i København – svømmehallen i Hørsholm – Lundtofte Skole i Lundtofte – Elektronikskolen på Nørrebro, 2 klasseværelser – Lærlingeskolen på Tuborgvej – Borgerdigeskolen i Herlev – Tvedvangsskolen i Herlev – Dyrholmskolen i Herlev – 9 rækkehuse i Kgs Lyngby – Denckers egen herskabsvilla i Gentofte – Louis Poulsens bygning på Gladsaxemøllevej – Helsingør Sygehus – HT terminal i Helsingør – Frederikssund Sygehus. Dette er nogle af de større arbejder jeg har haft med at gøre.
Jeg begyndte at notere ned fra omkring 1960, hvad jeg kunne huske og få det samlet lidt, grundet jeg fik kendskab til at min far havde skrevet sine erindringer til Nationalmuseet.
En juleaften – da jeg var barn.
Far kom først hjem fra arbejde ca kl 17, dengang arbejdede de også på fuld tid den 24. december. Mor havde altid maden klar og juleaften fik vi altid flæskesteg. Når vi havde spist og taget ud af bordet og vasket op, lagde Far sig på sofaen for at få sig en lur, hvilket han gjorde hver aften efter vi havde spist og Mor gik ud og malkede køerne. Når hun var færdig ved 19 tiden, blev Far vækket og juletræet blev tændt. Det var blevet pyntet om eftermiddagen.
Så gik vi børn rundt omkring juletræet og sang 3-4 julesalmer og når det var slut, fik vi hver en julegave bestående af vanter, strømper eller halstørklæde som Mor havde strikket om efteråret. Jeg kan ikke huske at vi nogensinde har fået legetøj. Jeg kan ikke huske at Mor og Far gav hinanden julegaver nogensinde
Derefter fik vi saftevand og diverse småkager og konfekt som Mor havde lavet i løbet af december måned. Når klokken var hen ad 22.30, var det sengetid og alle gik til ro. Se sådan var en julaften i 30erne i de fleste arbejderhjem ude på landet.
Det var først da vi blev lidt ældre og tjente lidt håndører, at vi gav hinanden forskellige småting. Der var fattighed dengang men der var sammenhold.
Sådan lærte jeg jeres moder at kende.
Som ung gik jeg til gymnastik om vinteren og til dans om sommeren. Jeg gik en hel del til dans lige fra jeg var omkring 12 år og da jeg blev en del ældre, fortsatte jeg med dansen på turneringsplan og havde fået en fast dansepartner.
Vi skulle til Ella Kofoeds 25 års jubilæum, men så skete det, at damen jeg skulle danse med, ikke kom. Der stod jeg uden dansepartner lige før konkurrencen skulle begynde, så gode råd var dyre. Kaj Kofoed foreslog at jeg kunne danse med Inge. Jeg havde godt nok danset lidt med hende nogle gange før, men jeg stillede så op med Inge, ydermere fik jeg nr 13 på ryggen (det har siden været vores lykketal), og sandelig om ikke vi gik hen og blev nr 1 og fik 25 års jubilæumspræmien og kom i Tåstrup avisen. Ja sådan begyndte det.
Derefter begyndte vi at komme sammen fra den 22. oktober 1949. Da vi havde kommet sammen i et år, begyndte vi at se os om efter en lejlighed, men det var fuldstændig umuligt og slet ikke når vi ikke var gift. Så vi blev enige om at gifte os den 6. januar 1951, men så kunne vi ikke få lejlighed, når vi ikke havde børn.
Det var meget svært at få et sted at bo, så jeg blev boende derhjemme på mit værelse og Inge fortsatte med at være pige i Brugsen i næsten trekvart år. Så var vi heldige at få en lille lejlighed til 30 kr om måneden. Prisen var fastsat af huslejenævnet trods det at udlejeren ville have 35 kr om måneden, men det klarede vi ved at hun fik 5 kr mere end der stod på kvitteringen. Af Huslejenævnet fik vi at vide at det var ulovligt, men det var der ingen der vidste noget om, og det gik også godt i lang tid. Men så blev vi uvenner over en bagatel, så jeg sendte huslejen til hende, men nu manglede der de 5 kr og til sidst blev det uholdbart, især for Inge, som gik hjemme og samtidig havde Vita at se efter. Inge gik meget hjem til min mor og kom først hjem, når jeg kom hjem fra arbejde.
Det kunne ikke gå i længere tid, så jeg var oppe hos Edvin på Ydermarksgården og se om jeg ikke kunne få den lejlighed, han så småt var begyndt på. Jeg tilbød at lave alt træarbejde gratis, såsom at lægge gulvene, sætte døre i og lave køkkenet. Han skulle bare levere materialerne og det syntes han var en god ide for, som han sagde, så sparer jeg løn til tømreren. Og sådan blev det.
Men boligforholdene hos maler Emma var jo ikke løst, og der ville jo gå ca 4 måneder inden vi kunne flytte ind, da jeg kun kunne arbejde på lejligheden om aftenen. Jeg var så i lag med kromanden, som jeg lavede en del for, om ikke vi kunne få lov at leje sommerhuset bag ved kroen for sommeren over, og det gik han med til. Vi flyttede op i sommerhuset og boede der sommeren over, indtil jeg blev færdig med lejligheden på Ydermarksgården.
Det var lidt trangt i sommerhuset og Inge måtte gå hjem til Mor, når der skulle vaskes tøj, men sidst på sommeren kunne vi endelig flytte op på Ydermarksgården. Der boede vi i ca 6 år hos Edvin.
Efter vi var flyttet derop, købte vi en grund i Tåstrup, Dorphs Allé nr 51 for 6000 kr, for vi ville jo gerne have vores eget hus. Det så også lyst ud i starten, vi fik en arkitekt i Tåstrup til at tegne et hus, der ville koste 57.000 kr færdigt på 87 m2 i grundareal, grundmuret fuld kælder, stuetage og 1. sal. Han skulle have 1600 kr for sit arbejde. Men det gik alligevel ikke, det var for stor en husleje, vi kom til at sidde for. Jeg havde dengang ca 7000 kr om året og dengang havde man en regel der sagde 1 ugeløn til husleje, 1 til kost og 2 til diverse om måneden. Det kunne vi godt se at det ikke ville gå, så året efter solgte vi grunden igen til en bornholmer for 6800 kr. Arkitekten skulle nemlig have halv pris af honoraret for at tegne huset og diverse ansøgninger om løn.
Så var vi lige vidt, men vi mistede ikke noget for vi fik vores 6000 kr, som vi havde givet for grunden, tilbage.
Vi havde for lidt til udbetaling på et færdigt hus, der skulle altid udbetales en fjerdedel af summen, så vi måtte vente til vi havde skrabet nogle flere penge sammen. Der gik vel ca 3 år, så begyndte vi igen at se os på huse rundt omkring, men det så meget sort ud for husene blev dyrere for hvert år der gik. Til sidst fandt vi så det, vi bor i i dag til en pris af 64.000 kr med 16.000 i udbetaling. Ved at låne 1500 kr flyttede vi ind på Duevej 12 den 20. marts 1959, men så var bunden også nået. Vi ville ikke vente, da vi var enige om at børnene ikke skulle skifte skole og Vita skulle jo begynde til efteråret.
Inge var med til at holde hjulene i gang, hun begyndte at sy hjemme og var med i 10 år, men så var det også slut for hende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis jeg var blevet syg i en længere periode, men vi klarede det. Det har aldrig været nogen dans på roser, der er blevet arbejdet hårdt fra begge sider for at kunne gå. Men vi klarede det.